Hvorfor Somatic Experiencing Undgår Katarsis: Heling Uden Gen-traumatisering

I nogle terapeutiske kredse er der opstået en trend, hvor følelsesmæssig katarsis bliver brugt som en vej til heling. Deltagere bliver opfordret til at skrige, græde, ryste eller "danse deres traumer ud" – ofte i grupper og uden særlig struktur.

En af mine klienter deltog i et krops-terapeutisk træningsforløb, hvor deltagerne blev inviteret ind i et lille rum og instrueret i at "danse deres følelser ud". Pludselig begyndte flere deltagere at skrige højt og intenst, og energien i rummet blev voldsom og uoverskuelig.

Min klient, som har en sensitiv nervesystemshistorik, følte sig overvældet og forlod rummet. Da de senere delte deres oplevelse, blev de mødt med ordene:

"Hvis du skal kunne holde rum for andre i fremtiden, skal du kunne tåle at blive udsat for denne slags intensitet."

Det udsagn er ikke blot forkert – det er direkte skadeligt.

Eksponering er ikke det samme som heling

I Somatic Experiencing (SE) arbejder vi ikke med at kaste folk ud i det, der er svært. Vi arbejder i stedet med små, tilpassede doser – det vi kalder titrering – så kroppen kan bearbejde oplevelsen uden at blive overvældet. Det handler om at opbygge ressourcer og tryghed, ikke at rive alting op med rode.

Når mennesker med traumehistorik udsættes for ukontrolleret følelsesmæssig intensitet – især i grupper uden tilstrækkelig støtte – kan det føre til gen-traumatisering frem for forløsning.

Katarsis er en myte

Ideen om at “få det hele ud” – at skrige sig fri af traumer – er en forældet forestilling. Traume sidder ikke kun i følelsen, det sidder i nervesystemet. Når vi genoplever det, uden at kroppen har kapacitet eller støtte til at integrere det, risikerer vi at genskabe kaos i stedet for at skabe ro.

I SE handler heling ikke om dramatiske udtryk. Det handler om de små skift: et åndedræt der bliver friere, skuldre der slipper spænding, øjne der falder til ro.

At holde rum starter med dig selv

At kunne sige “det her er for meget for mig” – og handle på det – er en styrke, ikke en svaghed. Det er netop det, vi ønsker at styrke hos klienter: evnen til at lytte til kroppen, sætte grænser og handle ud fra dem.

Det er ikke nødvendigt at “bevise”, at man kan tåle overvældelse for at kunne hjælpe andre. Det er nødvendigt at kende sine grænser – og respektere dem.