Når overlevelsesmode føles som det normale

Du er altid i gang.
Arbejde, børn, indkøb, oprydning, træning, kørsel fra A til B, planlægning af næste uge – listen bliver aldrig færdig.

Selv når du endelig sætter dig ned, føles det næsten forkert.
Der er stadig ting, der skal ordnes, og først når alt er krydset af, kan du slappe af med “god samvittighed.”
Men det tidspunkt kommer sjældent – og kroppen er allerede udmattet.

Hypervigilans – når kroppen ikke kan falde til ro

For mange, der er vokset op i utrygge omgivelser, bliver denne tilstand af konstant aktivitet og alarmberedskab en livsstil.
Nervesystemet er vant til at være klar – klar til at handle, klare, løbe, forberede.

Den mindste ændring i planen kan føles som kaos.
En uventet mail, et aflyst møde eller et barn, der er syg, kan sende stressniveauet helt i vejret.
Det føles overvældende, næsten uoverskueligt – og alligevel fortsætter du, for hvad sker der, hvis du stopper?

De indre stemmer, der holder dig i gang

Inde i dig kan der køre en hel indre dialog:
🔹 En kritisk stemme, der minder dig om alt, du burde gøre bedre
🔹 En disciplinerende stemme, der presser dig fremad og ikke giver plads til hvile
🔹 Og måske en træt del, der bare længes efter at give op for en stund, ligge ned, scrolle eller streame for at få ro

Det kan være svært at holde ud – men prøv at lægge mærke til, at disse stemmer engang har hjulpet dig.
Måske var det netop disse indre indpiskere, der fik dig igennem en svær barndom.
Måske var det dem, der hjalp dig til at yde, klare dig godt i skolen eller holde styr på kaos i hjemmet.
Måske lærte de dig, at du skulle være dygtig for at få anerkendelse – eller at der ikke var plads til at hvile, fordi dine forældre kæmpede med økonomiske eller følelsesmæssige udfordringer.

De har været med til at sikre, at du overlevede.
De har haft en vigtig funktion.

Når den voksne tager over

Måske har du hele dit liv været over-selvstændig og klaret det hele selv.
Men i dag har du en mulighed for at lade den voksne del af dig træde frem og tage ansvar – ikke for at piske dig videre – men for at drage omsorg for de yngre dele af dig.

Du kan vende dig mod dit indre barn og sige:
"Hej, jeg er her nu. Det er ok. Kom og hvil dig lidt. Jeg passer på dig."

Ligesom du aldrig ville skælde dine børn ud for at være trætte, kan du vælge at møde dit eget indre barn med omsorg og blidhed.
Det, der har brug for at ske nu, er ikke mere tempo, men at nogen endelig siger:
"Nu må du godt hvile. Jeg tager over."